Nyhed

Prince udgiver tredobbelt album

Tre samlede cd'er er på gaden i slutningen af marts, via supermarkedskæden Target

Prince er kendt for utraditionelle tiltag. Eksempelvis udgav han i England sit forrige studiealbum, 2007's "Planet Earth" via søndagsavisen Mail On Sunday, og nu udsender han så et tredobbelt album via den amerikanske supermarkedskæde Target - ikke at forveksle med det danske pladeselskab og musikdistributør af samme navn. Det oplyser Yahoo News.

Prince udgiver 29. marts to nye studiealbum, "LOtUSFLOW3R" og "MPLSoUND" samt albummet "Elixer" med hans nye opdagelse, sangerinden Bria Valente, i en samlet boks, der kun kan købes i Target-kæden eller via Princes officielle hjemmeside, der i disse dage har adressen lotusflow3r.com. Prisen er 11,98 dollars, svarende til cirka 71 kroner, hvilket må siges at være yderst rimeligt.

Sidste efterår udgav Prince fotobogen "21 Nights" fra hans 21 koncerter på Londons O2 Arena i 2007. Med bogen fulgte en live-cd med koncertoptagelser, og bogen kom på Princes eget selskab NPG.

Princes tre seneste studiealbum, "Musicology", "3121" og "Planet Earth" fra henholdsvis 2004, 2006 og 2007 er udkommet på multinationale pladeselskaber - først Sony Music, så Universal og så Sony igen, men Prince har hver gang kun haft kontrakt på ét album, så han hver gang har kunnet forhandle med et nyt selskab eller udgive musikken på anden vis.

Target-kæden er ikke overraskende glad for aftalen med Prince. Således udtaler Mark Schindele, såkaldt senior vice president of merchandising: "Prince har længe været anerkendt som en af verdens mest originale og ikoniske musikartister. Vi er begejstrede for at have muligheden for at dele hans nyeste arbejde med gæsterne hos Target."

ANNONCE