Nyhed

Madonna planlægger at indspille nyt til kommende opsamling

Den 50-årige material girl regner med at skulle i studiet inden længe

Warner Brothers Music går med planer om at udsende et tredje greatest hits-album med Madonna til september. Til den lejlighed regner Madonna med at skulle indspille et endnu uvist antal nye numre.

Herudover er der ikke mange detaljer om projektet, men ifølge sangerindens manager Guy Oseary kommer Madonnas fans muligvis til at få indflydelse på, hvilke numre fra hendes bagkatalog, der skal inkluderes på opsamlingen. Formodentlig enten via Twitter eller Facebook.

Madonna har tidligere udsendt opsamlingerne "The Immaculate Collection" fra 1990 og "GHV2: Greatest Hits Volume 2" fra 2001. Herudover har hun også udsendt ballade-opsamlingen "Something To Remember" fra 1995. Det kommende album bliver hendes sidste album for Warner Bros. Music, før hun påbegynder sin nye og yderst omfattende aftale med Live Nation.

Popdronningens seneste album, ”Hard Candy”, imponerede ikke GAFFAs anmelder, Thomas Borre, der nøjedes med at kaste tre stjerner efter pladen, som blandt andet blev omtalt på følgende vis:

”Albummet bærer dog på godt og ondt præg af Timbalands og The Neptunes' fortravlede hit-pølsefabrik, og selvom 'Hard Candy' på flere måder er en god plade, så har Madonna denne gang begået et temmelig regressivt valg, når det kommer til at finde samarbejdspartnere”

Dette forhindrede dog ikke albummet i at ligge på en tredjeplads over bedst sælgende plader sidste år.

ANNONCE