Nyhed

Tina Dickow i Shepherds Bush Empire

Sangskriveren skal til oktober spille sit største udenlandske job, når hun går på scenen i London

Til oktober giver Tina Dickow sin største udenlandske koncert til dato, når hun går på scenen i Shepherds Bush Empire i London, hvor der er plads til 2000 mennesker. Her skal hun give koncert på sin "Almost Alone Tour", hvor hun spiller sammen med Dennis Ahlgren og Helgi Jonsson, men til koncerten i London vil der desuden dukke en række gæster op.

I efteråret 2008 udkom Tina Dickows femte udgivelse - tre ep’er samlet som et album under navnet "A Beginning, A Detour, An Open Ending" - og endnu engang blev Dickows musik mødt med flotte anmeldelser og mindst lige så flotte salgstal. Det blev desuden GAFFA-prisen som Årets Danske Sangerinde, og så fik Tina Dickow også Kronprinsparrets prestigefyldte Kulturpris 2008, der kom med en check på en halv million kroner.

Så successen fortsætter for fuld kraft herhjemme, hvilket også kan ses på Dickows igangværende turné, hvor hun spiller sammen med Steffen Brandt, hvor der spilles for fulde huse. Maj byder på en tysklandsturné, inden sangerinden vender tilbage til sommer for at spille på en række danske festivaler. Men til efteråret kommer der igen fokus på udlandet ikke mindst gennem koncerten i Londons Shepherds Bush Empire.


Der er plads til 2000 mennesker på det engelske spillested, hvor både TV-2 og D-A-D sammen med Tim Christensen tidligere har optrådt, og mon ikke den stort anlagte koncert bliver en unik oplevelse for både de engelske samt de tilrejsende danske fans.

Tina Dickow kan opleves i Shepherds Bush Empire 15. oktober, og der er mere info om billetsalg hos MusicGlue.com.

ANNONCE