Nyhed

Der er nyt på vej fra a-ha

Gruppen er aktuelle med en ny single og udsender deres niende album til juni

Der har været stille omkring norske a-ha det sidste års tid, men det viser sig nu at skyldes, at den millionsælgende trio har arbejdet på et nyt album, der er lige på trapperne. Første single fra det kommende album hedder "Foot Of The Mountain" og ligger allerede klar.

Det niende studiealbum fra a-ha kommer efter en udgivelsespause på fire år, hvor både Morten Harket og Magne Furuholmen har udsendt soloplader. Sidstnævnte har desuden indspillet musik under navnet Apparatjik sammen med Jonas Bjerre fra Mew og Guy Berryman fra Coldplay til en BBC-serie.

Men nu er fokus tilbage på a-ha, der altså har færdiggjort et nyt album, der ifølge gruppens officielle webside kan ses som en tilbagevenden til gruppens klassiske værdier.


"Gennem en lang karriere har a-ha fastholdt en unik og distinkt stemme, og den nye sang "Foot Of The Mountain" kombinerer deres evigt modnende sangskrivningsevner med en nyfunden evne til at omfavne deres egen musikalske historie - uden at plyndre den".

Det kommende album har endnu ikke fået en titel, men forventes at ligge klar i slutningen af juni.

ANNONCE