x

Hatesphere og Illdisposed på dobbelturné

Hatesphere og Illdisposed på dobbelturné

Til efteråret vil landets store metalkaravane, MTV Headbangers Ball Tour, atter køre Danmark tyndt for at præsentere det danske metalpublikum for en stribe af genrens bedste navne. Folkene bag har dog efter tre år besluttet sig for, at det er på tide at prøve noget nyt og vil derfor forsøge at ændre lidt på konceptet for ikke at blive en gentagelse af sig selv.

Derfor har man i år besluttet sig for at lave koncertrækken om til en co-headliner-tour. Det betyder, at der er to hovednavne på plakaten, og ifølge arrangørerne var valget af hovednavne oplagt:

"Illdisposed og Hatesphere har i dén grad været toneangivende i forhold til at placere dansk metal på verdenskortet, men i ligeså høj grad til at bringe den hjemlige scene op på det niveau, den befinder sig i dag. Kontinuerlige udgivelser og omfattende live-aktiviteter har, ikke overraskende, været grundpillerne i begge bands' succes. Både i udlandet og herhjemme."

Hatesphere er aktuelle med albummet "To The Nines", og Illdispoed udsender deres næste album til august. Så det er altså to udgivelsesaktuelle grupper, der senere på året tager turen rundt på MTV Headbangers Ball Tour senere i år.

Turnéen kommer til at løbe i de sidste tre weekender i september samt den første weekend i oktober, og et tredje band vil ifølge arrangørerne snarligt blive annonceret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA