Nyhed

Nyt Pearl Jam-album til september

"Backspacer", gruppens niende studiealbum, er på vej

Pearl Jam er ved at være klar med deres kommende album og har nu offentliggjort titlen. "Backspacer" er ifølge MTV titlen på albummet, som bliver gruppens niende studiealbum og har en planlagt udgivelsesdag 22. september. En singleforløber ventes ude i juli.

Pearl Jam er for tiden uden amerikansk pladekontrakt, og ifølge MTV har gruppen planer om at udsende albummet gennem den amerikanske supermarkedskæde Target - helt ligesom Prince gjorde med sit seneste album. Target sælger dog ikke til kunder uden for USA, men en lang række pladebutikker verden over, også i Danmark, har dog fundet ud af selv at importere Princes album. I Danmark bliver Pearl Jams nye album dog udsendt via den danske afdeling af det multinationale pladeselskab Universal.

Pearl Jam debuterede i 1991 med albummet "Ten", der blev en massiv succes og gjorde Pearl Jam til et af de toneangivende bands inden for grunge-bølgen. Som en af de få grupper fra dengang har de bevaret deres succes og fanskare. Pearl Jams seneste album er deres selvbetitlede album fra 2006. Tidligere på året genudgav de også "Ten" i remastereret udgave i forskellige versioner med forskellige former for bonusmateriale.


Pearl Jam spiller fire koncerter i Europa denne sommer, desværre ingen i Danmark, men derimod følgende steder:

 

13. august - Rotterdam - Ahoy
15. august - Berlin - Wulheide
17. august - Manchester - MEN Arena
18. august - London - O2 Arena


ANNONCE