Nyhed

McCartney og Starr samlet til Rock Band-præsentation

Også Yoko Ono og Olivia Harrison dukkede op ved præsentationen af spillet

Som tidligere nævnt på GAFFA.dk udkommer i september en speciel Beatles-udgave af det populære Rock Band-computerspil. 9. september er spillet på gaden.

Spillet blev præsenteret mandag aften ved Microsofts såkaldte Electronic Entertainment Expo i Californien. Og ved den lejlighed var både den levende halvdel af The Beatles, altså Sir Paul McCartney og Ringo Starr, og de afdøde Beatlers enker, Yoko Ono og Olivia Harrison, til stede, rapporterer gigwise.com.

Spillet indeholder 45 af Beatles' mest kendte sange, og i spillet optræder de animerede Beatler på steder som Cavern Club i Liverpool og Shea Stadium i New York, altså steder, som de rigtige Beatler spillede i i sin tid. Det er i øvrigt første gang, Beatles giver tilladelse til at bruge deres musik i et produkt, de ikke selv har den endelige kontrol over.

I forbindelse med lanceringen udtalte Ringo Starr: "Spillet er godt, grafikken er virkelig god, og vi var fede".

Paul McCartney tilføjede: "Vi elsker spillet, det er fantastisk. Hvem i alverden havde forestillet sig, at vi ville ende som androider?"

Se en trailer for spillet her.

ANNONCE