Nyhed

Smashing Pumpkins hyrer 19-årig trommeslager

Det bliver sandsynligvis Mike Byrne fra Moses, Smell The Roses, der skal udfylde Jimmy Chamberlins sko

Som Smashing Pumpkins-fans vil vide, forlod bandets trommeslager, Jimmy Chamberlin, bandet i slutningen af marts, og turnerer nu med sit eget band The Jimmy Chamberlin Complex.

Siden har Billy Corgan og co. holdt optagelsesprøver for at finde en ny trommeslager, og ifølge nme.com ser det ud til, at valget er faldet på kun 19årige Mike Byrne, der til dagligt er trommeslager i Oregon-bandet med det finurlige navn Moses, Smell The Roses.

Billy Corgan har endnu ikke selv bekræftet valget af trommeslager, men nævner dog på sin blog, at bandet har fundet et nyt bandmedlem, som han betegner som ”fremtidens trommeslager”.

Ud over at have planlagt at indspille 44 nye numre i løbet af den nærmeste fremtid arbejder Billy Corgan også på en genudgivelse af Smashing Pumpkins’ debut-album ”Gish”, der dog står lidt i stampe for tiden på grund af problemer med rettigheder til materialet.

ANNONCE