Nyhed

Choir Of Young Believers spiller i Store Vega

Koncerten den 27. september bliver bandets sidste på dansk grund i en periode

I aften spiller Jannis Noya Makrigiannis og hans Choir Of Young Believers som tidligere nævnt her på GAFFA.dk en støttekoncert for de irakiske asylansøgere, som har søgt asyl i Brorsons Kirke på Rantzausgade.

Bandet fik også store roser for deres koncerter med Danmarks Radios Underholdningsorkester. En af disse blev belønnet med topkarakter her på hjemmesiden, og anmelder Lars Rønn Olsen skrev blandt andet:

”[…] der gik ikke længe, før man skammede sig over nogensinde at have sået tvivl om Radiounderholdningsorkestrets rolle i koncerten. Især den melankolske ”Wintertime Love” kom decideret til live af den symfoniske crescendo, og en storsmilende Jannis lignede en far i færd med at overvære sit barns fødsel. Andre numre som ”Why Must It Always Be This Way” var uforudsigeligt nedtonede, og den oplagte instrumentation var overraskende udskiftet med pulserende andante slagtøj. I den grad varemærket af denne gennemtænkte og veludførte koncert, hvor de to diamentrale modsætninger, indierock og symfoni, klædte hinanden til symbiose.”
 
Nu er der mulighed for at opleve Choir Of Young Believers til en koncert, der er annonceret som deres sidste på dansk grund i en lang periode den 27. september i Store Vega, hvor bandet vil byde på endnu et indblik i deres stemningsmæssigt gennemtænkte musikalske univers.

Billetter kan købes på www.vega.dk, www.billetlugen.dk og i Fona-butikker

ANNONCE