x

Forlig i Big Fat Snake-sagen

Forlig i Big Fat Snake-sagen

Nu ser det ud som om, sagen om navnet Big Fat Snake er kommet til en mindelig løsning. I en pressemeddelelse fremgår det nemlig nu, at der er blevet indgået forlig i sagen, og at Jens Fredslund, Pete Repete, Asger Steenholdt og Anders Blichfeldt fortsat har retten til at bruge bandnavnet og varemærket Big Fat Snake, mens Peter Viskinde fremover vil optræde under et andet navn.

Selvom Viskinde i marts udsendte albummet "Reel 1" under navnet Big Fat Snake og gentagne gange har udtalt, at det var ham, der fandt på navnet, så vil han altså ikke længere kunne bruge det. Han vil derfor fremover bruge et endnu ikke kendt bandnavn, der ifølge pressemeddelelsen ikke vil være "til at forveksle med Big Fat Snake".

Om afslutningen på sagen står der følgende i pressemeddelelsen:

"Parterne er enige om, at den postyr, der har været i forbindelse med, at Viskinde er trådt ud af bandet, har taget for mange ressourcer og fyldt for meget. De fem har derfor besluttet at komme videre og lukke sagen en gang for alle.

Alle fem musikere har givet håndslag på her fra at optræde loyalt overfor hinanden og den aftale, de her har indgået. Det betyder også, at de fem også har besluttet ikke at udtale sig yderligere om sagen, hvad der har været op og ned i den hidtidige konflikt eller yderligere om indholdet af forliget".

Pressemeddelelsen er underskrevet Jens Fredslund, Pete Repete, Asger Steenholdt, Anders Blichfeldt og Peter Viskinde, og dermed skulle sagen omkring navnet Big Fat Snake altså være officielt afsluttet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA