Nyhed

Chris Cornell vil udgive Soundgarden-sjældenheder

Bandets medlemmer vil udsende b-sider og samle nyt materiale i et bokssæt

Der har været rygter om en gendannelse af Soundgarden for nylig på grund af kritikken af Chris Cornells seneste soloalbum og foreningen af bandets øvrige tre medlemmer, Kim Thayil, Matt Cameron og Ben Shepherd, til en koncert i hjembyen Seattle i marts måned. Men til Rolling Stone siger Chris Cornell, at der er ikke er gendannelse på vej, men at der er snak om en b-side-opsamling og et bokssæt med Soundgarden.

I interviewet fortæller Cornell, at han har snakket med de øvrige tre Soundgarden-musikere om at sammensætte et album med b-sider og et bokssæt med ikke tidligere udsendt Soundgarden-materiale. Idéen var åbenbart oppe at vende for ti år siden, men det blev ikke til noget dengang. Han føler dog, det er den rette tid nu, både for at få musikken ud til nye og gamle fans, men også fordi han føler, at gruppens katalog og arv er blevet ignoreret af både pladeselskabet og den tidligere manager, så nu er bandmedlemmerne altså gået sammen for at ændre dette.

"Vi lavede så mange b-sider, og vi var altid fornærmede over, at selvom den største del af vores publikum var i USA, så blev vores b-sider altid udsendt i andre territorier, så folk ville købe den lokale version i stedet for import-udgaven. Det er det, jeg er mest opstemt over lige nu, at få den samling ud, så alle ved den er ude og har adgang til den".


Cornell benægter, at der skulle være snak om en Soundgarden-turné i 2010, men i modsætning til tidligere modsætter han sig ikke, at gruppen kunne blive gendannet på et tidspunkt. Intet er umuligt, siger han til Rolling Stone.

ANNONCE