x

Pet Shop Boys i KB Hallen bekræftet

Pet Shop Boys i KB Hallen bekræftet

I sidste uge kunne GAFFA afsløre, at Pet Shop Boys kommer til KB Hallen i København 8. december. Dengang var koncerten dog ikke bekræftet af nogen dansk koncertarrangør, men det er den nu, og billetsalget går i gang torsdag den 13. august klokken 10.

Pet Shop Boys var et af hovednavnene på dette års Roskilde Festival, hvor de lukkede Orange Scene lørdag nat med et visuelt flot show og en stribe af deres største hits.

Neil Tennant og Chris Lowe udsendte tidligere på året albummet "Yes", der indtil videre har genereret singlerne "Love, etc." og "Did You See Me Coming?", og med det samt et særdeles opfindsomt sceneshow i bagagen kommer de til vinter tilbage til Danmark.

Men mon ikke de også denne gang medbringer rigeligt med hits fra forrygende bagkatalog, der har givet os sange som "West End Girls", "It's A Sin" og "Left To My Own Devices".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA