Nyhed

Big Fat Snake udgiver nyt album

Pladens sigende titel er "What Is Left Is Right"

Stridsøksen skulle være begravet i Big Fat Snake, efter Anders Blichfeldt, Pete Repete, Jens Fredslund og Asger Steenholdt - der blev skilt fra Peter Viskinde tidligere i år - den 16. juni indgik forlig om bandnavnet efter et længere bittert slagsmål mellem partnerne. Et slagsmål, der for en stor dels vedkommende blev udkæmpet i de danske medier. Alligevel har de resterende medlemmer valgt at give deres nyeste album den dobbelttydige titel "What Is Left Is Right". Det er produceret Chief1 (tidligere Rockers By Choice) og udkommer ultimo august.

Peter Viskinde stoppede i Big Fat Snake i slutningen af 2008, men hævdede fortsat at have retten til navnet. Derfor udsendte han i marts 2009 albummet, "Reel 1" under navnet Big Fat Snake - "What Is Left Is Right" bliver derfor komisk nok det andet Big Fat Snake-album i år. Dog uden på nogen måde at have samme musikere på pladen.

Sådan lyder forklaringen i en pressemeddelelse fra bandet:


- Der er fortsat kun ét Big Fat Snake – det band, der blev dannet tilbage i 1991 med forsanger Anders Blichfeldt i front, og som i løbet af de følgende år indlemmede de musikere, der stadig udgør bandet: Pete Repete (keyboards), Jens Fredslund (trommer) og Asger Steenholdt (bas/guitar). [...] Bandets enkelte medlemmer er hver især kommet med sange, som så er blevet afprøvet og har fundet sin endelige form i en fælles proces. En markant friskhed og umiddelbarhed præger albummet, der med et stramt og rocket udtryk tydeligt viser Big Fat Snakes forankring i rockmusikkens rødder.

Pladen er skrevet i slutningen af 2008 og indspillet her i 2009, altså efter Viskindes exit. Under arbejdet med den nye plade har bandet fundet ny energi - måske fordi kvartetten har noget særligt at skulle bevise, måske grundet den nye bandkonstellation.

- Vi er summen af dem, vi er. Vi er vores fællesmængde. Og den har med Peters afgang forandret sig. Så det nye materiale er det mest kompromisløse, vi nogensinde har lavet. Der har altid været kompromiser. Vi har altid syntes, at der var noget, der kunne være bedre, og det er der da sikkert også denne gang – jeg kan bare ikke lige se, hvad det skulle være!, fortsætter Asger Steenholdt og Jens Fredslund i samme pressemeddelelse.


"What Is Left Is Right" udkommer den 31. august på Mermaid Records.

ANNONCE