Nyhed

Radiohead forærer sang væk

Men kan nu downloade "These Are My Twisted Words" gratis fra gruppens webside

I sidste uge kunne man lige pludselig finde Radiohead-sangen "These Are My Twisted Words" på forskellige download-sider, og nu har bandet taget konsekvensen og valgt at forære den væk via deres webside.

Udgivelsen af den nye sang kommer få uger efter, at bandet valgte at udsende en anden ny sang, nemlig støttesinglen "Harry Patch (In Memory Of)". Sangen blev udsendt kort tid efter Første Verdenskrigsveteranen Harry Patchs død, og sangen skulle samle penge ind til Royal British Legion, der er Englands førende velgørenhedsorganisation til fordel for krigsveteraner.

På Radioheads webside skriver Jonny Greenwood, at efterhånden har været i gang med at indspille længe, og at "These Are My Twisted Words" var blandt de første de færdiggjorde under denne omgang indspilninger.


Han fortæller desuden, at der er en del andre ting i forskellige stadier af færdiggørelse, men at de har øvet sig på denne sang, og at de formodentlig vil spille den til de kommende koncerter i slutningen af august.

Der er dog ingen meldinger omkring, hvorvidt den er en foreløber for ep'en "Wall Of Ice", som der har været rygter om skulle udkomme i dag.

ANNONCE