Nyhed

Supercharger afslutter turneen i Pumpehuset

Den danske rock’n’roll-gruppe blæser taget af det københavnske spillested med grupperne Vomit Supreme og svenske The Scams

Den hårdtslående rockmusik er tilbage i form af gruppen Supercharger, der er kendte for at lege med metalelementer i deres lyd og ikke at være bange for at give den gas på scenen. Efter to opvarmningsjobs for D-A-D og en stor Danmarksturné er gruppen klar til at stå øverst på plakaten i Pumpehuset, hvor de spiller en stort opsat koncert med Vomit Supreme og The Scams.

Medlemmerne i Supercharger skriver selv om den kommende koncert på den tilhørende Facebook-event:

"Som afslutning på vores tour den 7. november i Pumpehuset skal der skrues op for alt. Det bliver det største sceneshow, som vi til dags dato har sat på benene, og vi har sikkert taget munden for fuld. Men I ved, at vi plejer at give den hele armen."


Gruppen har det nye album "Handgrenade Blues" med i tasken, der har fået gode anmeldelser af kritikerne. Blandt andet har GAFFAs anmelder belønnet debutalbummet med fire stjerner med følgende ord:

"Nu kan et album ikke alene leve på stemning, og de 11 sange, der udgør 'Handgrenade Blues', er da heldigvis også alle ganske habile. Der er ikke nogle enestående sange, der stjæler opmærksomheden, og der er omvendt heller ikke nogle, der rigtig trækker helheden ned. 'Handgrenade Blues' står som et forfriskende og homogent debutalbum."

For at det ikke skal være nok med Supercharger, har gruppen både hevet de to habile opvarmningsbands Vomit Supreme og The Scams og koblet sig på det såkaldte Rock The Night Afterparty, der ikke stopper før kl. 5 om morgenen.


Der er med andre ord rigeligt at se frem til den 7. november i Pumpehuset for publikum, der kan finde billetter til rockfesten via GAFFA Live.

ANNONCE