Nyhed

Jay Reatard-musikere kommer med i Wavves

De to musikere, der droppede Jay Reatard, er nu blevet samlet op af Nathan Williams

I starten af oktober meddelte Jay Reatard, at Stephen Pope og Billy Hayes havde valgt at forlade ham som backingmusikere, og efterfølgende kom det frem, at deres pladser var blevet taget af to af medlemmerne af danske Cola Freaks. Nu viser det sig, at Pope og Hayes er blevet medlemmer af bandet Wavves, der kommer til Danmark 3. december.

Sjovt nok har hovedmanden i Wavves, Nathan Williams, et lige så dårligt ry som Reatard, og den amerikanske musiker har allerede aflyst to danske koncerter i år. Men alligevel har de to musikere altså valgt at gå fra den ene excentriker til den anden, og ifølge Pitchfork har den nye udgave af Wavves allerede spillet koncerter i denne uge.

Dermed er Pope og Hayes formodentlig også med, når Wavves 3. december giver koncert på Loppen i København, hvilket sjovt nok var samme sted, de skulle have spillet med Jay Reatard tidligere i denne måned. Billetter til koncerten med Wavves kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE