x

La Roux påbegynder toer

La Roux påbegynder toer

Det er ikke længe siden, at man første gang hørte om sangerinden Eleanor Jackson og hendes sangskriverkollega og producer Ben Langmaid alias La Roux, der debuterede i år med det selvbetitlede debutalbum, der trak på inspirationer fra 80'ernes synthpop-giganter. Nu er der allerede snak om ny musik fra den engelske duo, der dog fortæller, at der godt kan gå et stykke tid, før det udmunder i en udgivelse.

La Roux var én af kandidaterne til den eftertragtede Mercury Prize og er blevet udnævnt som "Best New Act of 2009" af det engelske The Guardian. Jackson og Langmaid må siges at blive ved med at smede, mens La Roux endnu er et varmt navn. Eleanor Jackson fortæller om arbejdet med den nye musik til BBC 6 Music:

"Vi skal bo i min managers hus og drage fordel af noget fred og ro. Ben (Langmaid, red.) og jeg har en rimelig klar ide om, hvad vi skal lave, men vi er ikke begyndt endnu, så vi ved ikke, hvordan det kommer til at lyde."

Gruppen, der ikke skjuler deres inspirationer i bands som Depeche Mode, The Human League og Heaven 17 fra synthpoppens storhedstid i 80'erne, har dog langt til mål endnu. Frontkvinden, hvis røde hår er skyld i det franskklingende navn, maner til besindighed i interviewet:

"Jeg tror, at der kommer til at være et naturligt instrument eller to med på numrene, hvilket vil være anderledes end på det første album. Men vi har kun to ugers skriveperiode mellem jul og sommer, så medmindre vi skriver en hel plade i løbet af den tid, tror jeg ikke, at der udkommer noget i et stykke tid."

Dermed er der ikke udsigt til et album lige med det samme, men fans kan glæde sig over, at La Roux igen er i gang med musikproduktionen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA