Nyhed

Konkhra og Artillery holder Days Of Thunder

Repræsentanter fra forskellige metal-genrer bulrer løs i Musikcaféen i København i december

Den nye 2-dages metalfestival Days Of Thunder er den første af sin art, hvor danske veteraner og nye navne spiller side om side i Musikcaféen i København. Festivalen præsenterer Konkhra og Artillery (billedet), mens vækstlaget bliver repræsenteret af Crocell, Destroyerboy og The Omnihill.

Det er dermed en stærk opstilling, der dominerer første omgang af Days Of Thunder, og festivalens arrangør, Jakob Thorkild Overgaard udtaler om navnene i en pressemeddelelse:

"Festivalen er en anerkendelse af, at den danske metalscene er i en rivende udvikling og står rigtig stærkt. Vi har i programlægningen forsøgt at trække linjer mellem vækstlaget og de etablerede navne på den danske metalscene, for på den måde at tegne et landkort over dansk metal og de forskellige karriereniveauer, der findes på landsplan."


Blandt de mere erfarne navne på festivalen findes thrashpionererne fra Artillery, der netop har spillet til en anden metalfestival, nemlig Aalborg Metal Festival. Her kunne GAFFAs anmelder, Keld Rud, opleve et veloplagt band i Studenterhuset, der spillede til fire stjerner:

"Den nye sanger Søren Adamsen gjorde det godt. Han leverede varen sangmæssigt med et imponerende sangregister og virkede til at passe godt ind i bandet. Hvad angår brødrene Stützer, var der ikke en finger at sætte på deres guitararbejde. Det var af en anden verden, og deres signaturriff kunne ikke undgå at efterlade et smørret smil, der skulle fjernes med hammer og mejsel, på tilhørernes læber."

Artillery og resten af metalnavnene kan høres til Days Of Thunder den 11. og 12. december, og billetter kan købes i døren.


ANNONCE