Nyhed

Hopenhagen holder folkefest på Rådhuspladsen

Nephew, Gogol Bordello, Malk de Koijn og mange flere underholder 7.-18. december

Klimatopmødet COP15 nærmer sig med hastige skridt, og København bliver begivenhedernes midtpunkt, når verdens ledere mødes og diskuterer fremtiden for det globale klima. Initiativet Hopenhagen Live på Rådhuspladsen danner rammen om en lang række kulturelle tiltag, som blandt andet inkluderer flere store gratiskoncerter.

GAFFA fik en snak med bookeren Stefan Gejsing fra Roskilde Festival, der har været med til at finde kunstnerne til Hopenhagen Live.

– Det overordnede formål med at spille musik var at skabe et arrangement, der var mere folkeligt end det, der foregår i Bella Centret. Københavnerne får forhåbentlig en fornemmelse af, at der sker noget vigtigt i vores by, men her er det på et plan, hvor vi alle sammen kan mødes og holde en folkefest, og hvor klimaet er rundt om det.


Der er blevet lavet et omfattende program med store navne som Outlandish, Gogol Bordello (billedet) og nu også Nephew, men hvor der er også plads til en koncert med helt unge talenter som Mike Sheridan, Electrojuice og Negash Ali. Folkene bag Roskilde Festival har dermed også givet den danske talentmasse plads ved den internationale begivenhed.

– Vi ville gerne præsentere nogle af de helt unge kunstnere, som alligevel har opnået utroligt meget i dansk musik og i udlandet. De fleste er ikke over 20, hvilket er ret bemærkelsesværdigt. Idéen er, at de først laver noget af deres eget, og så arbejder vi på, at de bagefter laver noget i forskellige konstellationer til sidst, fortæller Stefan Gejsing.

Der vil samtidig også være en lang række klimavenlige tiltag, og arrangørerne vil blandt andet gøre brug af LED-lys, en majsgenerator og sætte et oplysende vartegn op i form af en 20 meter stor globe. Rådhuspladsen vil være centrum for den folkelige del af klimatopmødet fra den 7. til den 18. december, hvor Roskilde Festivals arrangører også er stolte af at kunne præsentere en stor afslutningskoncert med Malk De Koijn.


– De var med på idéen og ville gerne lave noget alternativt til koncerten, der jo foregår, mens det er rigtigt koldt udenfor. Derfor er det også meningen, at det skulle være noget fysisk, for at folk holder varmen. Desuden har Malk De Koijn bevist, at de kan lave en stor folkefest, som jo netop var det, vi gik efter.

Programmet til Hopenhagen Live ser ud som følger:

7/12 Kl. 18.30 Annisette m.fl. + Nephew


8/12 Kl. 19.30 Switch 02 + Thomas Knak m.fl.

12/12 Kl. 20:00 Electrojuice + Mike Sheridan + Negash Ali + Vinnie Who

13/12 Kl. 11:30 Outlandish


15/12 Kl. 20:00 Gogol Bordello

18/12 Kl. 20: Malk de Koijn

ANNONCE