Nyhed

Sex Pistols-instruktør vil lave film om The Kinks

Julien Temple vil fokusere på forholdet mellem Ray og Dave Davies i filmen "You Really Got Me"

Før nogen overhovedet havde tænkt på Oasis, var The Kinks leveringsdygtige i et kontroversielt engelsk brødrepar, der samtidig har stået for en lang række klassiske sange fra 60'erne og starten af 70'erne. Nu vil instruktøren Julien Temple fortælle deres historie i en film med titlen "You Really Got Me".

Julie Temple er bedst kendt for sin dokumentarfilm om The Sex Pistols "The Filth And the Fury" og den falske dokumentar "The Great Rock 'n' Roll Swindle" om samme band, men der var også ros til den engelske instruktør for filmen "Joe Strummer: The Future Is Unwritten" fra 2007.

Musikken er stadig i fokus for Temple, men denne gang bliver det altså en spillefilm i stedet for en dokumentar, der skal produceres for at fortælle historien om Ray og Dave Davies fra The Kinks.


Til websiden Screen Daily siger Temple, at han vil bruge skuespillere, der kan spille Kinks' sange, og at Ray Davies er involveret i projektet, der kommer til at fokusere på forholdet mellem de to brødre:

"Filmens hjerte er det ekstraordinære had/kærlighedsforhold mellem de to brødre - had/kærlighed, brødrerivalisering er kernen. Jeg synes det er et meget rigt, socialt, kulturelt knudepunkt for The Kinks. Deres historie er den ufortalte historie af alle de store bands fra 60'erne".

The Kinks blev dannet af brødrene Ray og Dave Davies i 1964 og var aktive indtil 1996, hvor bandet blev opløst ikke mindst på grund af konflikterne mellem de to brødre. Optagelserne til "You Really Got Me" er endnu ikke begyndt.


ANNONCE