Nyhed

Kind Of Blue er blevet en nationalskat

Repræsentanternes Hus i USA har stemt om at ære den bedst sælgende jazzplade i verden

Jazztrompetisten Miles Davis skabte musikhistorie, da han i løbet af to indspilningsdage skabte jazzalbummet "Kind Of Blue" med kompetente musikere som Bill Evans, John Coltrane og Cannonball Adderley bag sig. Nu har Repræsentanterne Hus i USA enstemmigt vedtaget at erklære det velkendte album for en nationalskat.

"Kind Of Blue" havde solgt mere end fire millioner kopier i 2008, hvilket gør den til det mest sælgende jazzalbum nogensinde. Erklæringen som nationalskat sker 50 år efter albummets udgivelse og sætter det i forbindelse med nationalklenodier som Grateful Dead-sangen "Truckin'" og Uafhængighedserklæringen.

Miles Davis er dermed siden sin død i 1991 både blevet optaget i Rock 'n' Roll Hall Of Fame og har nu også fået sit mest berømte album gjort til en national kulturarv. Den eneste nulevende musiker fra "Kind Of Blue" er trommeslageren Jimmy Cobb, der kan glæde sig over at have taget sig tid til at møde op på de to indspilningsdage i 30th Street Studio i Manhattan i foråret 1959.


Den symbolske handling, der er blevet sat i gang af demokraten John Conyers, betyder desuden, at den amerikanske regering officielt tager et ansvar for at bevare og udbrede jazz-musik.

ANNONCE