Nyhed

Lil Wayne får udsat dommen

Rapperen skulle starte afsoningen i går, men da han mødte i domhuset, var det for at søge om udsættelse. Tha Carter skal have ordnet tænder først.

Sagen om Lil Wayne, pistolen i tourbussen og det års fængsel, der er i vente for den 27-årige New Orleans-musiker, slog i går et nyt knæk, da rapperen mødte op til sin afsoning – og bad om udsættelse.

Det var meningen, Wayne skulle starte sin afsoning i går tirsdag 9. februar, men da han i selskab med sin advokat, Stacey Richman, stillede i retten, var det med en anden hensigt. Wayne har flækket en tand, og den skal bringes i orden, inden han skal ind og tumle bag tremmerne.

Der er altså andet end guld i munden på hitmaskinen, og der er nu afsat tre uger til dentaloperationen, så han kan nå at komme sig helt inden det går løs i New York City Jail. Dommer Charles H Solomon understregede at det er sidste gang, dommen udsættes. "Jeg vil ikke se denne sag blive forskubbet yderligere. Dette er den sidste udsættelse, du får," sagde han ifølge The Guardian til rapperen.


Carter publicerede mandag aften en afskedsvideo til sine fans. Rapperen var som altid i studiet. "Dette er min sidste aften," siger han. "Jeg er taget i studiet for at få noget fra hånden. Lad det være et eksempel for alle jer kunstnere derude."

Og Lil Wayne må siges at være lidt af et eksempel for den produktive kunstner. Lørdag indspillede han ikke mindre end ni musikvideoer, og så han har altid et mobilt lydstudie i tasken, når han rejser.

ANNONCE