Nyhed

The Storm gæster også søndagens fastelavnskoncert

Nu får The William Blakes, Henrik Hall, Tue West med flere også følgeskab af The Storm, når søndagens fastelavnskoncert løber af stabelen i Vega

GAFFA har tidligere annonceret at Nikolaj Steen, Henrik Hall, Tue West, Mikkel Nordsø, Mames Babegenush, Pharfar, Tobias Buch og Shaque Lilli gæster scenen i Lille Vega på søndag, når den store fastelavnsfest til fordel for Haiti løber af stabelen. Nu har The Storm, der består af Swan Lee-forsanger og X-Factor dommer Pernille Rosendahl samt den tidligere Mew-bassist Johan Wohlert, også meldt sin ankomst.

Og "meldt sin ankomst" skal faktisk forstås ganske bogstaveligt, for Pernille Rosendahl kontaktede selv Blakes-forsanger Kristian Leth for at spørge, om ikke også de måtte være en del af koncerten. Det var noget, der varmede hos den unge Leth, der efterhånden er ved at have høje forventninger til arrangementet:

"Vi er helt overlykkelige for henvendelsen; og dermed tilmeldingen til det der ser ud som at overgå selv vores vildeste forventninger. Vi bevæger os mod et udsolgt Lille Vega, en perlerække af søde og dygtige gæsteoptrædener og selvfølgelig en pæn bunke penge, som vi kan sende til vores kontakter i Partners In Health, der arbejder for et bedre Haiti", udtaler han i en pressemeddelelse.


Pernille Rosendahl fortalte i øvrigt i Anders Lund Madsens "Det Nye Talkshow" sidste fredag, at når hun om nogle år er færdig med det glamourøse liv som popstjerne, vil hun tilmelde sig sygeplejerskeuddannelsen, simpelthen for at gøre en god gerning. Af samme grund tilmeldte hun The Storm til søndagens koncert; fordi hun ønskede at støtte den gode sag, fortalte hun til Kristian Leth, da hun ringede ham op.

Der er stadig få billetter til arrangementet, der afvikles på søndag kl. 20 i Lille Vega. Billetter til arrangementet kan købes via GAFFA Live. NB: Husk udklædning!

 


ANNONCE