Nyhed

Detaljer om PowerSolos Crunchy Frog-debut

"It's Raceday ... And Your Pussy Is Gut!!!" udkommer 8. marts

Vi har tidligere skrevet, at den selvereklærede "donkey punk"-trio PowerSolo, der albumdebuterede i 2001, nu har skrevet kontrakt med pladeselskabet Crunchy Frog, der med navne som The Raveonettes, Junior Senior, Superheroes og Learning From Las Vegas må siges at være et af landets toneangivende uafhængige selskaber.

8. marts udkommer PowerSolos Crunchy Frog-debut så. Datoen er kvindernes internationale kampdag, men det skal man vist ikke lægge så meget i, når albummet får den ikke særligt kønspolitisk korrekte titel "It's Raceday ... AndYour Pussy Is Gut!!!"

Stilen er en energisk blanding af garagerock og punk med anstrøg af blues og mexicana, ikke helt ulig f.eks. Jon Spencer Blues Explosion og Hank Williams, og på pladen medvirker der da også en veritabel blueslegende, nemlig André Williams, der er gæstevokalist på "Hillbilly Child". Williams har turneret med PowerSolo og har også indspillet en coverversion af deres "Stupid Little Bitch" til sit næste album, med backing af netop PowerSolo.


Albummet er optaget i den allestedsnærværende Superheroes-forsanger Thomas Troelsens studie Delta Lab, men det er dog Crunchy Frogs Nalna og Jepser "Yebo" Reginal, sidstnævnte også kendt som trommeslager i Thau, der har produceret.

Efter udgivelsen tager PowerSolo på turné i Frankrig og senere i Skandinavien som opvarmning for Bog Log III, ligesom de i marts for anden gang spiller på den store musikfestival South By Southwest i Austin, Texas, denne gang sammen med navne som The Hives, The Thrills, Starsailor, The B-52's (ja, de eksisterer endnu), Papa Roach og Crunchy Frog-kollegerne Junior Senior og Learning From Las Vegas.

Tracklisten til albummet er som følger:
Baby, You Ain't Looking Right
Kat Nazer (PowerSoul)
Mr. Suit
Juanito
Oak Tree Girl
Hillbilly Child
NASCAR
Fertilizer Baby
Good Behaviour
Booty Smoke
Broken Wings
Be Witcha
Don't Hate Me Baby
Truckin'


Læs interview med PowerSolo i næste GAFFA, der er på gaden 4. marts.

ANNONCE