Nyhed

T.I. udgiver til sommer

Rapperen smider sit syvende album, sin fjerde film og sit forrige album på gaden til sommer. Han er netop løsladt fra fængslet.

Når Clifford Joseph Harris, Jr. til sommer sender sit syvende albumudspil på gaden, ledsages det af hans seneste eventyr på det store lærred, filmen "Takers." Ydermere genudgives det succesfulde "Paper Trail" fra 2008.

Det nye album vil have produktioner fra Danja, The Runners og Trey Songz, og så har rapperen indledt et samarbejde med forholdsvis ukendte TrackSlayers. Udgivelsesdatoen for den endnu ubetitlede plade vil ifølge manager Jason Geter være den samme som for filmen, og altså ligge sidst på sommeren.

"Faktisk arbejder vi med en helt masse nye folk," udtaler T.I. i et interview med AngryApe. "På det her stadie handler det ikke om navnene. Det drejer sig om kvaliteten af materialet."


Og Atlanta-rapperen må siges at gå op i kvaliteten af hans produkt. Han indspillede mere end hundrede sange til "Paper Trail", men på udgivelsen slap bare seksten igennem. På den annoncerede genudgivelse, der er blevet udskudt af kunstnerens tremmeruskeri, vil fem af disse frasorterede numre endelig se dagens lys.

Filmen, som rapperen samtidig velsigner os med, hedder "Takers," og handler om en Olsen Banden-agtig bankrøverbande og deres oplevelser med det sidste store kup. Det er T.I.'s fjerde filmoptræden, men faktisk allerede stjernens tredje hovedrolle. Han havde også en mindre rolle i Ridley Scotts 2008-mesterværk "American Gangster".

Alle udgivelser kommer i kølvandet på afslutningen af rapperens et-års fængselsdom, han modtog i maj sidste år.


ANNONCE