x

Carl Barât er færdig med solo-album

Carl Barât er færdig med solo-album

I september sidste år afslørede Carl Bârat, at han ville i studiet for at indspille sit første solo-album, og nu har BBC så bragt den glædelige nyhed, at albummet er færdigt. Bârat har dog været optaget andetsteds end musikken i den seneste tid. Han stod nemlig på de skrå brædder i London, hvor han medvirkede i teaterstykket "Fool For Love" sammen med blandt andre Sadie Frost. Jobbet som skuespiller har højst sandsynlig været grunden til, at albummet ikke blev udgivet, men da teaterstykket blev spillet for sidste gang i går aftes, kunne det godt betyde, at ventetiden ikke skal vare meget længere.

Barât har endnu ikke sat en titel på sit solo-udspil, og han har heller ikke hæftet en udgivelsesdato på, men han har dog været ude med en kort beskrivelse af, hvad der er i vente:

"Det er noget anderledes. Det er mere voksent - som mig selv i virkeligheden. Det er temmelig nøgent, temmelig nedbarberet. Det er mere klaver-baseret. Det er helt sikkert anderledes end The Libertines. Det ligner ikke noget, jeg har lavet før. Det er mere mig."

Som vi skrev i januar i år, snakkede Barât om, at der kunne komme en reel genforening af The Libertines på tale i 2011. Der har selvfølgelig været rygter om en genforening i årevis, men noget kunne tyde på, at de virkelig holder stik denne gang, for Barât fortalte BBC, at alle bandets medlemmer ses regelmæssigt i øjeblikket. Hvad den eventuelle reunion vil komme til at udmunde i, vides ikke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA