Nyhed

Oh No Ono-medlemmer starter pladeselskab

Navnet på det nye selskab er Tambourhinoceros, og der er allerede lagt udgivelser i ovnen

Endnu et nyt pladeselskab ser nu dagens lys. Bag det nye selskab, Tambourhinoceros, står Aske Zidore og Kristoffer Rom fra det velrespekterede indieband Oh No Ono. Aske og Kristoffer har etableret det nye selskab for at have et sted hvor deres egne, og ligesindedes, kunstneriske udspil har de bedste muligheder for at udfolde sig. De vil med Tambourhinoceros forsøge at gøre vejen mellem kunstnere og deres publikum så kort som mulig.

GAFFA har talt med de to bagmænd, der blandt andet sagde:

- Der er så meget fantastisk kunst derude, som er i fare for at leve et alt for stille liv, og vi har lyst til at hjælpe med at få det ud i verden. Forhåbentlig kan vi i Tambourhinoceros fungerere som den katalysator, der kan gøre det enkelte projekt bæredygtigt og få det til at udvikle sig i så hensigtsmæssig en retning som muligt.

Selskabet har, ifølge dem selv, ikke en forretningsplan med et defineret kunstnerisk ståsted og vil ikke følge markedsvilkår eller en fastlåst vej for kulturen. Det afspejles også i den musikalske bredde i deres planlagte udgivelser. De første fem udgivelser, vi kan forvente, bliver med navne som Kirsten & Marie, FC/\N, Thulebasen, 4 Guys From The Future og Treefight For Sunlight.

- Vores øvrige virke som udøvende kunstnere giver os et anderledes perspektiv på tingene, samtidig er vi af den type, som instinktivt involverer os i alle aspekter af, hvad det vi har gang i - kunstnerisk såvel som strukturelt. Vi har nogle visioner om alternative måder at udgive på og lave events på, som vi håber at kunne skabe et spændende og dynamisk miljø omkring. Der er mange rigtig fede pladeselskaber og kunstgrupper, som vi respekterer vildt meget og ser op til. Men samtidig er der en masse tendenser og metoder, som vi mener kan forbedres og udnyttes på mere gunstig vis. Til sidst har vi kontakterne og erfaringerne, som skal til for også at igangsætte internationale samarbejder for vores kunstnere, tilføjer Aske Zidore og Kristoffer Rom.

I bandsammenhæng fortsætter Oh No Ono sit samarbejde med Morningside Records.


ANNONCE