Nyhed

Ufo og Steffen Brandt er gået fallit

Førstesinglen til rapperens soloplade vrider finanskrisen af led, og gæstes af Steffen Brandt.

Finanskrisen. Affødt af den vestlige verdens overforbrug har den lagt sig over himlen som skyerne efter en atomkrig. Vil samfundet nogensinde atter kunne ånde? Vil nutidens unge en dag se deres børnebørn strejfe om på gaderne iført hullede, grå laser med betændelsen flydende fra øjne, næse og mund? Vil solen atter skinne ind i det kriseramte Danmark?

Rapperen Ufo siger ja. Han er på vej med sin debuterende soloplade, og på førstesinglen, der udkom i dag, tager han fat på spørgsmålet om krisens egentlige omfang. Sangen hedder "Fallit!", og gæstes af TV-2 forsanger Steffen Brandt, der jo også besøgte rapperen Pede B på hans seneste plade.

"Da jeg sad i studiet med omkvædet til "Fallit!", kunne jeg bare høre Steffen Brandts vokal over den melodi, og den tanke blev ved at dukke op i mit hoved," fortæller Ufo i en pressemeddelelse. "Til sidst måtte jeg bare kontakte ham og høre om han ville være med."


Steffen Brandt havde stiftet bekendtskab med Ufo, og var straks parat til at deltage i samarbejdet. "Jeg mødte UFO sidste år til MC Fight Night på Grøn koncert, hvor vi i mit orkester havde fornøjelsen af at have besøg af en håndfuld freestylere, som hver dag gav en af vores sange nyt liv. Med frie improvisationer og friske uforskammetheder," siger sangeren. "Det var derfor meget let at sige ja, da UFO ringede og spurgte, om jeg ville give mit besyv med på en ny sang. En sang, som oven i købet handler om noget, vi alle sammen mærker, og har inde på livet:
Finanskrisen og den tilhørende værdikrise."

Er danskerne og lignende folkeslag i virkeligheden bare nogle kornfede, forkælede teenagere, der ikke holder sig tilbage fra at efterlade to tredjedele af en hundredekroners burger på tallerkenen, for så at gå ud og klynke løs over skatteprocenten?

"5,6 millioner rige svin, grynter rundt, og har ondt, i økonomien," lyder en af linierne, og med den får vi både et genhør med Brandts alt for længe skrinlagte raptalent, og udpenslet de tos ucensurerede holdning til danskernes krisehysteri. Singlen ledsages af en video, hvor Ufo mæsker sig i fed Audi, lækkert streetwear og prangende guldur:


 

ANNONCE