Nyhed

Wadada Leo Smith besøger Danmark

Den amerikanske improvisator turnerer i Danmark med Kresten Osgood i denne uge

Den 68-årige avantgarde- og freejazz-trompetist blev forsinket af askeskyen, men han turnerer forsinket i denne uge sammen med den danske trommeslager Kresten Osgood. Oprindeligt skulle Kresten Osgood have turneret med sit Tattoos & Mushrooms-projekt, men da gruppens trompetist Steven Bernstein meldte afbud, sagde Wadada Leo Smith lidt sensationelt ja til at tage med i stedet. Efter flyproblemerne bliver det nu kun Osgood og Smith på scenen.

Det er første gang, at Wadada Leo Smith besøger Danmark, og han spiller i duo-opsætning med Osgood (Ikscheltachel, Tys Tys, Hugo Rasmussen, Hammond Rens med Dr. Lonnie Smith med mere). Turnéen startede i går i Odense og fortsætter indtil på lørdag. Desuden giver Smith og Osgood en masterclass på Rytmisk Musikkonservatorium i København torsdag eftermiddag.

Wadada Leo Smith er primært kendt for at have udgivet hyldestpladen "Yo Miles!" med Henry Kaiser i 1998, en hyldest til Miles Davis' elektriske periode i 70'erne, men han har længe forinden slået sit navn fast som komponist og improvisator. I starten af sin karriere spillede han i trio med Leroy Jenkins og Anthony Braxton, og han har et relativt filosofisk forhold til sin musik, som blandt andet har affødt, at Smith har opfundet sit eget specielle notationssystem, kaldet Ankhrasmation. Desuden arbejder han med begrebet rum i musik og underviser i musikkultur med mere. Det fortalte han blandt andet om, da han var på forsiden af det anerkendte engelske musikmagasin The Wire i februar måned i år.


For tiden udgiver og turnerer Wadada Leo Smith plader med sin egen Golden Quartet, som oprindeligt bestod af Jack DeJohnette, Anthony Davis og Malachi Favors. Desuden underviser han på The Herb Alpert School of Music i Californien.

Wadada Leo Smith og Kresten Osgood turné:
28.4: Bygningen, Vejle
29.4: Copenhagen Jazzhouse, København
30.4: TBA, Ålborg
1.5: Café Lobby, Århus

Hvis du vil læse mere om Wadada Leo Smith, så har The Wire lagt hele transskribtionen af interviewet ud gratis på deres website.


ANNONCE