x

Dave Matthews Band tager et års pause

Dave Matthews Band tager et års pause

Amerikanske Dave Matthews Band har gennem de sidste ti år været verdens mest indtjenende livenavn med mere end 11 millioner solgte billetter, hvilket ikke inkluderer billetter solgt til festivalshows og frontmand Dave Matthews' solokoncerter. Men efter omkring tyve år uden pause har bandet nu valgt, at 2011 bliver året, hvor DMB ikke spiller en eneste koncert.

Meddelelsen kommer i et indlæg på gruppens officielle webside, hvor det fremgår at bandet glæder sig til deres kommende sommerturné, men at de har valgt at tage en pause efter tyve år på landevejen.

Samme sted fremgår det at de er klar over, hvor meget deres koncerter betyder for de dedikerede fans, og derfor vil de give så meget varsel som muligt. De vil desuden gøre deres for, at den kommende turné bliver blandt deres bedste, og så lover de at vende tilbage i 2012.

Det vides ikke, hvad medlemmerne af Dave Matthews Band vil bruge den megen fritid til. Men da GAFFA mødte frontmanden i forbindelse med bandets koncert i marts fortalte han, at han var blevet bedre til at finde ro derhjemme med familien, så måske skal der bare slappes af. Dave Matthews har dog tidligere udsendt soloalbummet "Some Devil", så en anden mulighed er, at han vil gå i gang med en opfølger.

Ifølge Billboard Boxscore solgte DMB i perioden 2000 til 2009 11.230.696 billetter til 547 shows, og de var samtidig det eneste band, der i den periode solgte over 10 millioner billetter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA