Nyhed

Film om Marvin Gaye på vej

Instruktør bag "Almost Famous" vil fortælle soullegendens historie

Johnny Cash, Ray Charles og Bob Dylan har fået deres film, og nu er det soulsangeren Marvin Gayes tur. Instruktøren Cameron Crowe, der stod bag "Jerry Maguire" og "Almost Famous", har i mere end tre år pønset på en biografisk film om Motown-stjernen, og nu er der endelig ved at ske noget. Efter lange diskussioner med Will Smith, som endte med at afslå hovederollen, skal Marvin Gaye nu spilles af den amerikanske skuespiller Terrence Howard.

"Jeg har ikke skrevet under på noget endnu. Alle, der elsker musik, vil hade mig, hvis jeg gør det her forkert," sagde Howard for nylig i Cannes til websiden Deadline.com. I Danmark er han måske mest kendt for sine roller i "Crash" og "Iron Man", men Terrence Howard har faktisk også udgivet et album med soul og r&b-numre i sit hjemland.

Producerne har allerede sikret sig rettighederne til Marvin Gayes musik og skal samarbejde med Motowns grundlægger Berry Gordy Jr., men hvordan de og Cameron Crowe vil fortælle historien er endnu uvist.


Måske hører vi om, hvordan den afroamerikanske Marvin Gaye voksede op i et raceopdelt socialt boligbyggeri i Washington, D.C., lærte at synge og spille i det lokale kirkekor og prøvede at slå igennem med forskellige soulbands. Eller måske om hans succesfulde år med singlehits som "Let's Get It On" og "I Heard It Through The Grapevine", massiv kritisk anerkendelse med albummet "What's Going On", og til sidst hans comeback med "Sexual Healing".

Marvin Gayes personlige liv har også rigeligt med klassisk materiale til en musikers biografi: To skilsmisser, elskerinder, problemer med skattevæsenet, stofmisbrug, depression, midlertidig isolation i en varevogn på Hawaii og til sidst hans pludselige død. Som 44-årig blev Gaye skudt af sin egen far under et skænderi mellem ham og forældrene.

Alt dette er den tidligere Rolling Stone-journalist Cameron Crowe naturligvis klar over, så det skal blive spændende at se, hvordan han vil fortælle Gayes historie på film.

ANNONCE