Nyhed

R.E.M. genudgiver 25 år gamle fabler

"Fables of the Reconstruction" er tilbage med fjorten bonusnumre

Michael Stipe og resten af R.E.M. vil fejre 25-årsjubilæet for deres tredje album, "Fables Of The Reconstruction", ved at genudgive pladen i en remastered version og smække fjorten ekstra numre på, som ikke tidligere har været udgivet. Bonuspladen kommer til at hedde "The Athens Demos" og henviser til den by, hvor R.E.M. oprindelig blev dannet.

Bandet gik i 1985 i gang med "Fables Of The Reconstruction" efter en lang turné, og indspilningen, som foregik i England, var præget af dårligt vejr, dårlig mad og interne stridigheder, som næsten fik de dengang fire bandmedlemmer til at gå hver sin vej. Albummet fik moderat succes i USA, men mange kritikere mente, at Stipes mørke fabler baseret på sydstatsmytologi var for dystre og dårligt indspillede.

Om de havde ret eller ej, kan man selv bedømme den 13. juli, hvor den remastered version udkommer på cd, vinyl og download sammen med bonuspladen, "The Athens Demos". Her får man demoer af sange, der kom med på pladen, indspillet i hjembyen Athens, samt sangen "Throw Those Trolls Away", der aldrig tidligere har været udsendt.


R.E.M. afsluttede tidligere på måneden første runde af indspilningerne til deres femtende album, som følger op på "Accelerate" fra 2008, og de forventer at vende tilbage til studiet senere på sommeren.

ANNONCE