Nyhed

Sting gæster Danmark

Rockstjernen har udvidet sin turné med The Royal Philharmonic Concert Orchestra til at omfatte Europa

I starten af næste måned indleder Sting sin verdensomspændende turné, hvor han vil fremføre sine største hits, gentænkt for symfoniorkester, og opført med intet ringere end The Royal Philharmonic Concert Orchestra. Det er nu netop annonceret, at hans tourbus ikke bare vil køre showet rundt i det meste af Nordamerika, men også i store dele af Europa, heriblandt Danmark.

Samtidig med at turnéen begynder, vil der blive udgivet et album med titlen "Symphonicities", hvor de fleste af sangene, der vil kunne høres til koncerterne, vil være at finde. Den første single, "Every Little Thing She Does Is Magic", udgives digitalt på mandag den 24. maj, og der skulle også være numre som "Roxanne", "Next To You", "Englishman In New York", "I Burn For You" og "She's Too Good For Me" at finde på track- og sætlisten. Præcis hvornår albummet er i handlen vides ikke.

Interessen for at arbejde med symfoniokestre begyndte allerede for to år siden, da Sting blev inviteret til at optræde med Chicago Symphony Orchestra. Også her tilpassede han hits fra sit store bagkatalog, så de passede til den noget anderledes opsætning, og sidenhen igen med Philadelphia Orchestra, men det er første gang han tager skridtet fuldt ud, og bringer et 45-mand højt orkester med sig på turné.


Koncerten finder sted i Det Kongelige Teater, København, søndag den 5. september klokken 20.00. Billetsalget starter fredag den 28. maj, men er man medlem af Stings fanklub kan man købe billetter allerede den 26. maj klokken 10.00. Der kan købes billetter på Stings officielle hjemmeside.

ANNONCE