Nyhed

Einstürzende Neubauten fejrer jubilæum på Vega

Koncert, film og installationer markerer tre årtier med bandet

30 år er gået, siden Einstürzende Neubauten holdt deres første koncert på klubben Moon i Berlin. Det vil de eksperimenterende tyskere gerne fejre med film og kunstinstallationer samt én sædvanlig og én knap så sædvanlig koncert. Showet varer to dage i alt og kommer forbi en række europæiske byer, der ifølge bandets hjemmeside har betydet noget særligt for dem.

En af de byer er København, og det betyder, at du kan se det nedstyrtende nybyggeri både den 4. og 5. november på Vega. Første dag byder på film og installationer, og derefter spiller bandet en kort koncert med numre, der sjældent eller aldrig har været på live-repertoiret samt helt nye arrangementer. Til sidst får hver enkelt af de fem medlemmer mulighed for at præsentere deres eget show. For eksempel vil bandets frontfigur Blixa Bargeld, der som bekendt har været medlem af Nick Caves band The Bad Seeds, opføre "Vocal Acrobatics". Dagen efter kan du se en helt almindelig koncert med bandet i Store Vega.

Einstürzende Neubauten har længe været en fast bestanddel af den tyske industrielle rockscene, men har også fået masser af opmærksomhed internationalt, blandt andet med pladerne "Silence Is Sexy", "Perpetuum Mobile" og senest "Alles Wieder Offen" fra 2007. Berlinerne har ikke kun eksperimenteret med musikken, men også med nye måder at skabe den på. Mellem deres officielle udgivelser har de således kørt det såkaldte Supporter-projekt, hvor fans er med til at finansiere musikken og til gengæld får lov til at følge med i og komme med forslag til indspilningen.


Einstürzende Neubauten har altså ikke ligget på den lade side, og hvis du vil være med til at fejre deres 30 år i branchen den 4. og 5. november, kan du købe billetter fra den 25. maj hos Billetlugen. De fås både til arrangementerne enkeltvis og som samlet pakke.

Arrangementet er stablet på benene af koncertarrangøren Live Nation og filmfestivalen CPH:DOX og markerer samtidig åbningen på CPH:DOX, som finder sted i dagene 4.-14. november.

ANNONCE