Nyhed

Copenhagen Songwriters Festival vender tilbage

Anden udgave af sangskriverfestivalen byder blandt andet på koncerter med Kira Skov og Tue West

For andet år i træk fejres sangskriverne i København over tre dage på scenen ved Raahuset. Det sker i dagene 20.-22. august, hvor præsentanter fra danske sangskriverklubber fra hele landet og foreløbig over 100 optrædende kunstnere fra Canada, Danmark, Færøerne, Grønland, Tyskland, Irland, Sverige og USA vil optræde.

Festivalen havde sin premiere sidste år, og her kunne man opleve navne som Claus Hempler, Tobias Trier og Annika Aakjær. Denne gang er Tue West, Kira Skov, One-Eyed Mule, Southern Gothic Tales, Ivan Pedersen, Kenneth Thordal og Sascha Dupont at finde på programmet, og samtidig meddeles det, at Amnesty International Danmark modtager 20% af billetsalget. En festival-compilation cd er også planlagt til udgivelse i 2010, fra hvilken overskuddet også går til Amnesty.

Festivalen er etableret af den herboende amerikanske sangskriver Brett Perkins i samarbejde med Kunstalten, og lægger vægt på "originalt sangskriver-materiale for således at fokusere på danske og internationale sangskrivere og den levende sangskriverkultur i Danmark".


Copenhagen Songwriters Festival kan opleves i dagene 20.-22. august, og mere information om festivalen og programmet kan findes på MySpace.

ANNONCE