Nyhed

Vi Sidder Bare Her sætter tredje København-koncert i salg

Den populære trio har udsolgt deres anden københavner- koncert, og billetter til koncert nummer tre kan købes nu

Jørgen Leth, Mikael Simpson og Fridjof Toksvig har vist sig at være tre yderst populære herrer hos de københavnske billetkøbere. Vi Sidder Bare Hers ekstrakoncert i Copenhagen Jazzhouse torsdag den 16. september er i hvert fald udsolgt, og det har fået arrangørerne til at arrangere en tredje koncert samme sted tirsdag den 14. september.

Vi Sidder Bare Her er optagelser af Jørgen Leths improviserede monologer til Simpsons og Toksvigs improviserede musik, og live er Leth, Simpson og Toksvig udvidet med trommeslager Henrik Vibskov og trompetisten Kasper Tranberg.
 
Her i bladet fik trioens andet album fire stjerner og følgende ord med på vejen:

 "Leths ord er rørende, morsomme og taler til de mere eftertænksomme sider af lytteren. For eksempel Så Let At Skubbe Til, der akkompagneres af, hvad der bedst kan beskrives som jazzstøvede blå mariachi-trompeter, og titelnummeret, som omhandler depression og tomhed. Andre steder er Ikke Euforisk anderledes opløftende og direkte morsom. (...) Det er ikke euforisk, men et fint, charmerende og underholdende alternativ til at læse en bog."

Billetsalget til den tredje koncert er i gang.

Vi Sidder Bare Her kan i øvrigt også opleves i Musikhuset Århus mandag den 20. september.

ANNONCE