x

Marvellous skriver kontrakt med Iwave Records

Marvellous skriver kontrakt med Iwave Records

Billede: Søren Solkær Starbird

Den danske gruppe Marvellous, der gør sig i melodisk, dansabel og glad pop, ikke ulig navne som The Cardigans, Saint Etienne og danske Lake Placid og Labrador, har siden slutningen af 90’erne huseret blandt de danske demobands, hvor de har vakt pæn opmærksomhed.

I januar var de blandt de 12 navne, som GAFFA spåede til at blive store i 2004, måneden efter vandt de teleselskabet 3’s såkaldte Musikspirepris, og nu har de så skrevet kontrakt med det forholdsvis lille selskab Iwave, der tidligere har udgivet plader med bl.a. singer-songwriteren Soma Allpass og senest de melankolske guitarrockere Windermere, og hvis chef Maurice Hawkesworth er amerikaner bosat i Danmark og tidligere har været A&R-mand (altså en slags kunstnerisk manager) for store navne som Ace Of Base og Leila K.

– Maurice Hawkesworth har en masse internationale kontakter, så det er slet ikke utænkeligt, at vores album også udkommer i udlandet. Faktisk er det ikke umuligt, at det udkommer i udlandet, før det kommer i Danmark. Og det er da også udlandet, vi er mest fokuserede på nu, siger Marvellous’ guitarist Niels Bo Hamburger (ja, det hedder han altså, og hvis han er i familie med en vis cykelrytter, er det langt ude) til GAFFA.dk.

Har internationalt potentiale
GAFFA.dk fik fat i Maurice Hawkesworth for at høre, hvilket potentiale han ser i Marvellous:

– Det er et af de fedeste bands, jeg har hørt længe. De har gode sange, spiller godt, og har helt styr på deres sceneshow og udstråling. Og deres hjemmeside er gennemført og går grafisk godt i spænd med deres visuelle fremtoning. Jeg er sikker på, de kan blive store, ikke mindst i udlandet. Jeg hørte deres "Don't Stop" på Det Elektriske Barometer for nylig – et program, der har fingeren på pulsen – og bad dem straks om deres selvudgivne ep, og da jeg havde hørt den, var jeg klar til at signe dem med det samme.

Hvornår kommer Marvellous' debutalbum så, og hvad kommer det til at indeholde?
– Det er lidt for tidligt at sige endnu. De har tilstrækkeligt med gode sange nu, men det kan godt være, der lige skal pudses lidt på dem, og der skal muligvis en ny producer ind over. Men alle de detaljer vil jeg godt vente lidt med at sige mere om nu.

Marvellous' "Don't Stop" blev i øvrigt i fredags spillet på den store engelske radiostation XFM hos den markante dj James Hyman, hvis program har 5 millioner lyttere, og hvor Marvellous blev spillet side om side med navne som store navne som Beastie Boys, Rjd2 og The Streets.

Marvellous kan indtil videre opleves på den selvudgivne ep, som er indspillet i Thomas Troelsens Deltalab-studie og produceret af svenskeren Marco Manieri (The Ark, Righteous Boy m.fl.), og som man kan købe over bandets hjemmeside, http://www.marvellous.dk, og til bandets koncerter. Og næste gang man kan opleve Marvellous live, er på Stengade 30 i København på torsdag, d. 17. juni med de åndsbeslægtede Labrador i en støttekoncert for Amnesty International.

Download Radio XFM's playliste


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA