Nyhed

Murder med flere giver intimkoncerter

Duoen giver sammen med Treefight For Sunlight, RebekkaMaria og Hymns From Nineveh akustiske koncerter i intime omgivelser

Treefight For Sunlight, Murder og RebekkaMaria plus Hymns From Nineveh giver akustiske intimkoncerter på steder, de selv har valgt. Det er folkene bag initiativet At My Place, der har arrangeret koncerterne. De har blandt andet afholdt koncerter med Nikolaj Nørlund og The Rumour Said Fire, hvor førstnævnte foregik i en svømmehal og sidsnævnte i forsanger Jesper Lidangs forældres lejlighed.

Således kan man opleve Treefight For Sunlight, der i næste uge udsender deres debutalbum "A Collection Of Vibrations For Your Skull". Treefight For Sunlight spiller en uforstærket koncert i Apostelkirken på Vesterbro for kun 50 publikummer den 9. oktober.

Dagen efter, den 10. oktober, inviterer RebekkaMaria og vennen Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) 30 publikummer hjem i dagligstuen hos RebekkaMaria på Frederiksberg. Her vil man kunne forvente en intimkoncert, hvor RebekkaMaria og Hymns From Nineveh optræder sammen og spiller hinandens sange.


Den 24. oktober slutter Murder koncertrækken af, hvor de giver koncert i guitarist Anders Mathiasens hjem. Murder udkommer med deres længe ventede album "Gospel Of A Man" den 11. oktober, som her på GAFFA blev belønnet med fem stjerner af anmelder Ole Rosenstand Svidt, der kaldte albummet for "ren englefryd" og ligefrem "et af årets bedste danske album".

Hold øje med At My Place på Facebook eller se videoer fra arrangørernes tidligere arrangementer på www.atmyplace.dk, ligesom de kommende koncerter også vil blive lagt på deres hjemmeside. Du kan finde info om billetsalg på begge omtalte hjemmesider. Billetter bliver sat til salg i dag mandag den 4. oktober kl. 12:00 til alle koncerter, og koncerterne finder sted her:

09. oktober: Treefight For Sunligt - Apostelkirken, Vesterbro
10. oktober: RebekkaMaria + Hymns From Nineveh - RebekkaMarias dagligstue, Frederiksberg
24. oktober: Murder - Anders Mathiasens hjem


ANNONCE