Nyhed

Uhørte koncerter i Hvidovre

Niels Skousen og Mellemblond slår i slutningen af oktober vejen forbi Hvidovre under koncert-titlen "Uhørt"

I Hvidovre har de ikke noget regionalt spillested, og derfor benytter de ofte bibliotek og medborgersal til diverse live-arrangementer. Det vil de nu oftere gøre under navnet "Uhørt - to koncerter under ét tag", hvor de første to kunstnere er Niels Skousen og trioen Mellemblond den 30. oktober.

Mellemblond vil starte med at give en koncert på Hvidovre Bibliotek, mens Niels Skousen vil slutte aftenen af i medborgersalen. Niels Skousen er aktuel med pladen "Lyt Til Din Coach", der udkom i marts i år. Pladen modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Jan Optrup Poulsen, som skrev:

"På den måde indtager Niels Skousen en ganske unik plads i dansk sangskrivning, fordi han tør synge om tingene, helt som de er. Og det giver ganske ofte stof til eftertanke, når virkeligheden oprulles uden filter. Og på "Lyt Til Din Coach" er han kommet tættere på hverdagen og lidt længere væk fra det personlige."


Skousen debuterede i 1971 og efter en længere pause gjorde han comeback i 2002 med albummet "Dobbeltsyn", der resulterede i, at Skousen vandt Årets Sangskriver ved Danish Music Awards, ligesom han vandt tre priser ved uddelingen af Steppeulven samme år.

Før Niels Skousen giver Mellemblond koncert med deres debutalbum "Ude Af Mine Hænder" i bagagen, der resulterede i en Steppeulv-nominering i kategorien Årets Håb. Her modtog bandet fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, der kaldte albummet for en "forrygende debut med kraft og substans". Sangskriver og guitarist Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond fortæller om bandets forventninger til koncerten:

"Det bliver fedt at få lov til at larme på et bibliotek, hvor man hele livet har skullet være stille. Som at bryde loven. Men stilheden er jo også styrken ved et bibliotek, så måske de mere afdæmpede sange vil gøre sig ekstra godt her".


Hvorvidt han har ret, kan du se på Hvidovre Bibliotek og i Medborgersalen den 30. oktober kl. 19:30. Billetter kan købes via www.hvidovrebilletten.dk.

ANNONCE