Nyhed

The Blue Van vinder pris for titelmelodi

Det danske rockband har vundet en BMI Award for deres musik til tv-serien Royal Pains

I tirsdags, den 5. oktober, modtog The Blue Van en BMI Award ved en stor gallafest i London. Her blev europæiske sangskrivere, komponister og forlag bag sidst års mest spillede sange i amerikansk radio og tv hyldet.

The Blue Van fik prisen for titelmelodien "Independence" (fra deres andet album "Dear Independence" fra 2007) til den amerikanske tv-serie "Royal Pains" (fra NBC). Sangen er blevet brugt i seriens første tolv episoder, som lige nu kører på TV3 i Skandinavien. Udover titelmelodien har The Blue Van også "Be Home Soon" fra det foregående album "Man Up" fra 2008 med i den første episode af serien. Royal Pains sendes udover Skandinavien i store dele af Europa, Australien, Syd- og Mellemamerika, USA med flere.

BMI European Award blev afholdt med en gallafest den 5. oktober på The Dorchester Hotel i London. Her blev mere end 50 priser uddelt, og The Blue Van var ifølge en pressemeddelelse kommet i fint selskab med blandt andet George Martin, Mich "Cutfather" Hansen, Tim Rice med flere.


BMI (Broadcast Music Inc.) er en amerikansk "performing rights"-organisation, der repræsenterer mere end 420.000 komponister, sangskrivere og forlag i alle genrer. De har mere end 6,5 millioner sangtitler registreret og indkasserede i 2009 omkring 905 millioner dollars i opførelsesindtægter.

The Blue Van er herhjemme aktuelle med albummet "Love Shot", hvorfra single nummer to "Fame And Glory" roterer radiostationerne i øjeblikket. Førstesinglen "Love Shot" bliver udgivet i Tyskland, Østrig, Schweiz og Norge i oktober.

GAFFAs anmelder Erik Barkman gav bandet tre stjerner for "Love Shot", og kaldte det for "lidt af et fejlskud", med henvisning bedre præstationer på de foregående plader, ligesom han fremhævede bandets kvalificerede live-kompetencer.


Men det er ikke stjernerne, der tæller, når musikken skal med i de såkaldte synch-aftaler. The Blue Van har nemlig tidligere haft stor succes med synch-aftaler. For eksempel har nummeret "There Goes My Love" været en den musikalske underlægning til Apples introduktionskampagne til iPad'en.

Vi har på GAFFA tidligere bragt en artikel om The Blue Vans succes med synch-aftaler med mere. The Blue Van seneste album "Love Shot" udkom den 13. september i år på Iceberg Records/Playground Music.

ANNONCE