Nyhed

Nyt album fra Hush

Den danske duo har været i studiet med band og indspillet et ”rigtigt” album

Siden Hush fik et gennembrud med debutalbummet "A Lifetime" i 2004, har de udgivet to albums, "For All The Right Reasons" som udkom i 2007 og "Backroads" fra 2008. Nu er Randers-duoen snart klar med det fjerde album, som endnu ikke har fået en officiel titel. Hush består af sangerinde Dorthe Gerlach og guitarist og sangskriver Michael Hartmann, men i den seneste periode har gruppen turnéret med et fast live-orkester som efter sigende har inspireret til lyden på det kommende album.

Tilbage til rødderne

Albummet er inspireret af live-band-lyden som man kender den tilbage fra klassiske 60'er/70'er-album, hvor alt er indspillet live i studiet. Sangerinde Dorthe Gerlach udtaler:


"Vi har altid drømt om at lave et 'rigtigt' album, indspillet live i studiet med et fuldt band. Efter at have turneret flittigt i 2009 med vores fantastiske liveband blev vi for alvor tændte på idéen om at prøve at indfange magien i det fælles udtryk."

Yderligere forklarer duoen:

"Vi var generelt meget inspireret af de levende bandplader fra slut 60'erne/70'erne med navne som The Band, Kenny Rogers, Elvis og Fleetwood Mac, og vi forsøgte også i sangskrivningen at ramme den enkle og charmerende straightness som den tids store klassiske albums havde."


Albummet er indspillet i Varispeed Studiet i Skåne der tidligere har lagt vægge til indspilninger med bl.a. Thåström og Håkan Hellström. Den første single fra det kommende album hedder "It's About Love" og kan købes digitalt allerede nu. Nummeret er ifølge bandet et catchy retropopnummer, der bærer den umiskendelige lyd af Hush.

Ny kontrakt

Siden bandets kontrakt med Universal Records på tre albums er opfyldt, er Hush nu gået i samarbejde med det mindre og uafhængige pladeselskab Target Records. Om dette samarbejde udtaler Hush:


"Vi kunne fra starten mærke at kemien var der, og at selskabet var drevet af en oprigtig interesse i et samarbejde. Vi tror desuden at fleksibiliteten og evnen til at navigere i smult vande vil komme os til gode i en tid, hvor musikbranchens gængse magtstrukturer smuldrer."

Det kommende album er i øjeblikket ved at blive mikset færdigt i studiet og ventes at udkomme i februar til næste år.

ANNONCE