Nyhed

Diefenbach udgives i England

Endnu et dansk alternativt rockband bryder de nationale grænser og sigter mod succes i udlandet

Tidligere i år skrev Diefenbach som rapporteret på GAFFA.dk kontrakt med den engelske pladeselskab Wall Of Sound, der står bag artister, som Royksopp, Zoot Woman, Wiseguys, Propellerheads, Black Twang og I Am Kloot. Nu står bandet foran deres første udgivelse i England.

D. 18. oktober udkommer en vinyl-ep med 3 numre fra Diefenbachs seneste plade ”Run Trip Fall”. Det drejer sig om ”Make Your Mind”, ”Up For Ping Pong” og ”Camouflage”. Denne ep bliver frontløber for udgivelsen af ”Run Trip Fall” i England den 8. november. I forbindelse med udgivelsen af ep’en skal Diefenbach til England og spille en lille række af koncerter på klubber i bl.a. London og Nottingham. Forud for udgivelsen af "Run Trip Fall" er Diefenbach allerede blevet playlistet af dj’s på en del engelske radiostationer

I løbet af sommeren har Diefenbach været i Sweet Silence-studiet på Islands Brygge for at indspille deres tredje album. Den nye plade forventes at udkomme i foråret 2005, men allerede nu kan man høre nogle smagsprøver på den nye plade til Diefenbachs koncert på Vega d. 17. september, hvor bandet spiller nogle helt nye numre. Martin Ryum, på hvis solodebut "Uden Garanti" flere Diefenbach-medlemmer medvirker, varmer op solo.


ANNONCE