x

Joan Baez giver dansk koncert

Joan Baez giver dansk koncert

Fredag den 15. april næste år kommer den amerikanske folk-legende Joan Baez forbi Værket i Randers. Det er sangerindens eneste koncert i Danmark på turnéen, og der vil ganske givet være rift om de godt 1000 siddepladser, spillestedet har til rådighed.

Den kendte folkesanger brød igennem helt tilbage i 1959, hvor hun spillede på den velrenommerede Newport Folk Festival, ligesom udgivelsen af hendes roste selvbetitlede debutalbum fra 1960 bidrog til Baez' anerkendelse. Op igennem tresserne og halvfjerdserne var Joan Baez en særdeles aktiv protestsangerinde og er også kendt for at introducere sit publikum for sange af den dengang ukendte Bob Dylan.

Joan Baez' seneste udgivelse, "Day After Tomorrow", er fra 2008, og den blev til i samarbejde med sangeren og produceren Steve Earle, der producerede albummet. Det blev kaldt for "jordbundne menneskeskildringer" af GAFFAs anmelder Henrik Friis, som endvidere skrev:

"Baez anno 2008 er måske mere hæs og erfaren end klar og frisk, men der er stadig bid i indlevelsen, f.eks. i Elvis Costellos 'Scarlet Tide'. Eller endnu mere kuldegysende i den bjergtagende flotte Tom Waits-titelsang om soldatens længsler og nøgterne håb - kun iklædt Baez' eget guitarakkompagnement. Dét er menneskeskildring på højniveau."

Joan Baez har udgivet mere end 30 albums på flere forskellige sprog. Hun synger egne sange, men er som sagt også kendt for at være en stor fortolker af andres materiale.

Sidst Baez var forbi Danmark, var i 2009, hvor hun besøgte en næsten udsolgt Falconer Sal i København, der dog blot modtog to stjerner af GAFFAs anmelder Henrik Østergaard med følgende tilføjelser: "Joan Baez' personlige varme nærvær var imponerende og loyal mod folkemusikkens præmisser, men musikalsk fejlede hende og bandets præstation bravt".

Man bør dog lade tvivlen komme Joan Baez til gode og afgøre sagen ved selvsyn den 15. april næste år, hvor folk-sangerinden giver koncert på Værket i Randers. Billetsalget starter på mandag 13. december kl. 11.00, og billetter kan købes via www.vaerket.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA