Nyhed

Århus får nyt spillested

Det såkaldte kulturium HeadQuarters åbner i det tidligere Café Lobby ved Archauz 14. januar

Århus får et nyt spillested, eller rettere et kulturium, når HeadQuarters (HQ) slår dørene op i det tidligere Café Lobby ved Archauz i Valdemarsgade fredag den 14. januar.

Bagmændene kalder HeadQuarters et kulturium - et nyt begreb, der med bagmændenes ord "sammenfatter café/bar/spillested/dagligstue/udstilling og meget mere, uden at være nogen af delene, mens samtidig at være det hele."

HeadQuarters' ambition er at blive et hyggeligt og imødekommende stamsted både i dagtimerne og i nattetimerne, hvor folk føler sig hjemme. Når publikum træder indenfor i HeadQuarters, vil de opleve, at de åbner døren ind til en privat lejlighed. Både indretning og stemning emmer nemlig af hjemlig hygge.

HeadQuarters vil fungere i samarbejde med Archauz. Der vil være livemusik hver weekend, og derudover er det bagmændenes ambition at have livemusik yderligere to dage om ugen i dagene tirsdag, onsdag og torsdag. Ud over musikken vil der være frit internet samt mulighed for at benytte stedet som arbejdsplads for freelancere.

HeadQuarters åbner op weekenden den 14.-15. januar med en koncert med engelske John Hassall (eks-The Libertines, Yeti) + dj's fredag, og lørdag spiller DJ Fjelle og Peter Aarhus funk- og breakbeat-plader.

De to initiativtagere bag HeadQuarters er allerede velbevandrede på den østjyske kulturscene, ikke mindst inden for musikmiljøet og festivalbranchen. Theis Smedegaard er kendt som eventmager samt stifter og arrangør af Danmarks Grimmeste Festival, som nu med stor succes afholdes for ottende år i træk i Brabrand. Ole Løhde er ligeledes involveret på kulturområdet som ejer af pladeselskabet Lyde Chryan Music, ligesom han er aktiv musiker og involveret i turnéteatret Dansk Musical Kompagni.

HeadQuarters vil være åbent hver tirsdag-lørdag klokken 15-02.

Læs mere om HeadQuarters, musikprogram og kulturelle arrangementer på http://www.hqhq.dk og Facebook.



ANNONCE