Nyhed

Agnes Obel topper hitlisten

Den lavmælte singer-songwriter og pianist går op på førstepladsen med debutalbummet "Philharmonics"

Fredag morgen er lig med offentliggørelsen af ugens officielle danske top 40-hitlister, og i denne uge kan Agnes Obel glæde sig over, at hun er gået helt op på førstepladsen af albumhitlisten med sit debutalbum "Philharmonics".

Den Berlin-bosatte sangerinde, sangskriver og pianist udgav albummet tilbage i oktober, hvor det fik fremragende anmeldelser. Det har siden da solgt stabilt og blandt andet fået en guldplade for 15.000 solgte eksemplarer, men indtil nu aldrig ligget højere på hitlisten end en fjerdeplads. Men nu sker det så, i øvrigt helt uden tv-annoncering og i øvrigt næsten uden annoncering overhovedet.

Også Duffy har - til gengæld efter heftig tv-annoncering - bevæget sig op ad hitlisten, hvor hun nu ligger på andenpladsen med sit andet album "Endlessly".


Ellers skal vi et godt stykke ned ad hitlisten for at finde nogle nyheder. Den første møder vi på plads nummer 27 i form af Suedes opsamling "The Best Of". Film- og bogaktuelle Tommy Seebach dukker op på 31. pladsen med "For Fuld Musik", Talent 2010-fænomenet Bibbi & Snif debuterer på 34. pladsen med deres selvbetitlede debutalbum, Daft Punk går ind på plads nummer 35 med deres soundtrack til filmen "Tron Legacy", Bruno Mars er ny på 37. pladsen med debutalbummet "Doo-Wops & Hooligans", soundtracket til filmen "Burlesque" med Christina Aguilera og Cher i hovedrollerne går ind på 38. pladsen, og Mario Frangoulis er nye på en 39. plads med "Introducing..."

På singlehitlisten går Kato feat. Ida Corr og Camille Jones direkte ind på hitlistens førsteplads med deres nytårshit "Sjus". Pixie Lott er ny på en 31. plads med "Cry Me Out", og Deeper People går ind på plads nummer 38 med "Missing".

Den helt nye hitliste for streaming, som GAFFA.dk fortæller mere om senere i dag, toppes af Clara Sofie & Rune RK med "Når Tiden Går Baglæns".


Se hele ugens hitliste hos Hitlisten.nu.

ANNONCE