Nyhed

Danmark får ny hitliste for streaming

Brancheorganisationen lancerer i dag en helt ny hitliste baseret på streaming fra tjenester som TDC Play og WiMP

Som bekendt er musikforbruget under forandring i disse år, hvor flere og flere benytter streamingtjenester på computer og telefoner frem for at købe musikken fysisk eller som download. Det er en række hitlister rundt om i verden begyndt at tage højde for, og det gælder nu også den officielle danske hitliste, hitlisten.nu, der fra og med i dag får en ny hitliste med de sange, der er blevet streamet mest. Hitlisten er udarbejdet i samarbejde med musikselskabernes brancheorganisation IFPI.

Streaming-fænomenet er allerede slået igennem i Sverige og Norge, hvor millioner af musikelskere benytter lovlige streaming-tjenester, blandt andre det populære Spotify. Spotify er dog endnu ikke åbnet i Danmark, da de implicerede parter ikke har kunnet blive enige om en afregning til kunstnerne og deres pladeselskaber. Vi har dog andre tjenester, eksempelvis TDC Play og Telenors WiMP, og det er tjenester som disse, der ligger til grund for hitlisten.

Samtidig med introduktionen af en streaming-hitliste bliver Danmark det første land i verden, hvor det er muligt at opnå guld og platin alene baseret på streaming-forbruget.

Henrik Daldorph, der er bestyrelsesformand for IFPI, udtaler om den nye hitliste:

"De nye tjenester giver forbrugerne adgang til musikken på en nem måde, der oven i købet øger lysten til at gå på opdagelse i ny musik. Det kommer både forbrugerne, musikerne og musikselskaberne til gode. Derfor giver det også fin mening, at vi begynder at geare vores systemer til den udvikling, vi allerede nu ser i landene omkring os".

Samtidig med lanceringen af en "Streaming Top-20" og guld og platin til de sange, som musikglade danskere streamer, nedjusterer IFPI kravene til certificeringer af album. Fra indgangen af 2011 vil salg af mere end 10.000 solgte album udløse en guldcertificering, mens salg af mere end 20.000 album vil udløse platin. Tidligere har man skullet sælge 15.000 album for at modtage en guldplade og 30.000 album for at modtage en platinplade, og denne nedjustering afspejler altså også det ændrede musikforbrug.

Kravene til guld- og platincertificering af streamede sange er ved introduktionen sat til henholdsvis 50.000 og 100.000 streams. IFPI forventer dog løbende at opjustere kravene, efterhånden som markedet vokser sig større. Om dette siger Henrik Daldorph:

"Guld- og platinkravene for streamede sange er selvfølgelig lave her i starten. Specielt hvis man sammenligner med, hvor meget der bliver streamet i et land som Sverige. Omvendt skal kravene jo afspejle det aktuelle marked i Danmark. Og derfor regner vi selvfølgelig også med at opjustere kravene, efterhånden som nye spændende tjenester kommer til".

Den første danske streaming-hitliste toppes af Clara Sofie og Rune RK's "Når Tiden Går Baglæns" (billedet). Se hele hitlisten på hitlisten.nu

ANNONCE