Nyhed

Panamah klar til Vegas Udvalgte

Vi har talt med det danske elektropop-band, som optræder til Vegas upcoming-aften 28. januar

Vegas Udvalgte er navnet på et helt nyt initiativ, der skal hjælpe unge og talentfulde bands frem gennem en maratonkoncert på Lille Vega og Vega Lounge. Det nye tiltag Vegas Udvalgte løber af stablen fredag d. 28. januar 2011 og koster en flad 50'er. Læs mere her.

Til koncerten optræder seks danske bands, som spillestedet tror på i 2011, og de enkelte bands bliver til aftenens arrangement optaget, så videoerne efterfølgende kan bruges som promovering og videreudvikling af bandsene. Optagelserne er sponsoreret af TDC PLAY, og kan derfor også efterfølgende ses i den fælles player www.vega-tdc-player.dk

Desuden er det via Vegas Udvalgte-hjemmesiden muligt at streame optagelserne af de seks bands, der både er debutanter, nye samarbejder mellem mere etablerede musikere og genrebrydere.


De seks udvalgte bands er:

Freja Loeb (powerpop)

Emma Acs (singer-songwriter/syrerock)


Our Broken Garden (singer-songwriter)

Let Me Play Your Guitar (folkrock)

Brother Grimm (indierap)


Panamah (elektropop)

GAFFA kan over de næste uger bringe interviews med samtlige seks navne til Vegas udvalgte. Vi lagde forleden ud med indie-rapperen Brother Grimm alias den tidligere Decorate Decorate-sanger Asbjørn Auring Grimm og fortsætter her med elektropop-gruppen Panamah.

Hvem/hvad har inspireret Panamah?
"Da vi begyndte at spille sammen for cirka halvandet år siden, fandt vi hurtigt ud af, at vi havde en forkærlighed for en masse musik, som man måske ikke umiddelbart forbinder med hinanden genremæssigt. Vi følte, at det var en spændende opgave at prøve at forene de ting i et fælles udtryk, som vi kunne kaldes vores eget. Rent artist-mæssigt er vi derfor inspirerede af en lang række forskellige kunstnere - alt fra Kate Bush og The Smiths til Junior Boys og tysk minimal tech".

Hvordan ville I beskrive jeres musik for folk, der aldrig har hørt den?
"Kort sagt ville vi nok holde os til at kalde det for musik skrevet ud fra en klassisk sangskrivertradition, men tilsat en elektronisk bund. Vi gør meget ud af at dyrke en stemning i vores numre, og så mener vi også, at teksten skal være god nok til at stå alene".

Hvilke numre er mest kendetegnende for jeres lyd/stil?
"Måske faktisk "Søvnløs" og "Der Ligger Det", som begge får debut for offentligheden til vores show i VEGA. De illustrerer i hvert fald hver sin ende af det spektrum, vi spænder over. Vores førstesingle "Ikke For Sent" befinder sig et sted mellem disse..."

Hvad byder 2011 på for Panamah?

"Forhåbentligt en række live-jobs sideløbende med, at vi laver vores debutplade færdig. Som det ser ud nu, kommer pladen sidst på sommeren, men der skal nok komme noget nyt materiale inden da alligevel".

Hvad refererer navnet Panamah til?

"Panamah er en sammensætning af vores navne (Peter, Anders, Amalie). Vi har tilsat et H, både fordi det rent grafisk ser federe ud, og for ikke at ende efter alle artiklerne om panamahatte og -kanaler på internettet".

Hvem/hvad synes I er mest interessant ved den danske musikscene lige nu?
"Der er utrolig mange spændende navne på scenen lige nu og en stor opbakning til alle facetter af dansk musik, både i medier og blandt befolkningen. Det er som om, at tendensen til at anskue Danmark primært som et rockland er ved at dø ud, og der er desuden flere nicheprægede bands, der formår at række ud over landegrænserne og få noget anerkendelse i det store udland".


Se et videoindslag med Panamah nedenfor:

ANNONCE