x

Bloc Party vender tilbage

Bloc Party vender tilbage

Der har været stille omkring Bloc Party i omkring halvandet år, men nu udtaler guitaristen Russell Lissack, at både han og frontmand Kele Okereke er gået i gang med at skrive materiale til gruppens fjerde album, og at de skal mødes med resten af bandet til efteråret.

Kele Okereke udsendte i juni sidste år sit soloalbum "The Boxer", og cirka samtidig kom Russell Lissack med i den irske gruppe Ash, og derfor begyndte der at opstå rygter om, at Bloc Party var på vej med mod en opløsning. Men nu siger Lissack til NME, at han for nylig mødtes med Okereke for at diskutere planer om at indspille et nyt album med bandet.

"Kele og jeg er begyndt at arbejde på Bloc Party-ting både sammen og hver for sig. Vi holder dog pause indtil festivalerne er overstået, fordi folk har forpligtigelser i løbet af sommeren, men vi vil finde sammen til september og sætte os i et øvelokale for at arbejde på nyt materiale".

Bandet afsluttede deres seneste turné i oktober 2009 og har ikke udsendt nyt siden august 2009, hvor bandet et år efter udgivelsen af albummet "Intimacy" udsendte singlen "One More Chance", der ikke findes på nogen af gruppens albumudgivelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA