Nyhed

M. Ward går solo

Mens She & Him holder pause vender Matt Ward for en stund tilbage til solokarrieren

Matt Ward har i de senere år primært enten spillet med bandet Monsters Of Folk eller duoen She & Him. Men nu vender han tilbage til solokarrieren, først for at spille koncerter og senere på året for at indspille en opfølger til "Hold Time".

Den amerikanske sangskriver har udsendt plader under navnet M. Ward siden 1999 og har udover at være en del af de to førnævnte grupper også indspillet med Tired Pony, My Morning Jacket, Bright Eyes og Jenny Lewis. Men efter at have samarbejdet med en lang række folk udtaler Ward nu i et interview med websiden HitFix, at han gerne vil vende tilbage til sine rødder.

"Jeg vender tilbage til den måde, det var på i begyndelsen, hvor jeg optrådte, skrev og indspillede alene. Efterfølgende har jeg fået nogle fantastiske invitationer til at spille med andre og har fulgt den sti. Men det er en luksus ikke at være tvunget til at optræde med andre for at få min musik hørt. Jeg har et gigantisk bagkatalog af sange, som jeg ikke har haft mulighed for at vende tilbage til eller forbedre. Det er på tide, at jeg gør de sange færdigt".


I første omgang skal M. Ward dog på en soloturné, der senere på måneden bringer ham til både Sverige og Norge. Turnéen strækker sig til slutningen af juli, og herefter må man formode, at M. Ward vil gå i gang med at indspille sit syvende soloalbum.

ANNONCE