Nyhed

Foo Fighters udsender dokumentarfilm

Filmen "Back And Forth" udsendes på dvd til juni med 35 minutters ekstra materiale

I begyndelsen af april kunne man i en lang række engelske biografer se dokumentarfilmen "Back And Forth" om bandets karriere fra dannelsen til udgivelsen af det seneste album "Wasting Light". Til juni udsendes filmen så på dvd og Blu-Ray, og i den forbindelse har man tilføjet 35 minutters ekstra materiale til filmen.

Filmen er blevet beskrevet som meget ærlig og hård af flere anmeldere, og trommeslager Taylor Hawkins er også blevet citeret for at sige, at han ville ønske filmen aldrig var kommet ud, da han ikke bryder sig om at dele de private stunder med folk. Med det mener han formodentlig scenerne omkring hans overdosis samt scener, hvor Grohl går i studiet for at indspille nye trommespor som erstatning for de ting, Hawkins allerede har indspillet.

Udover at følge bandets karriere og tiden omkring "One By One", hvor de nærmest gik i opløsning, er man også med i studiet, da Dave Grohl bliver genforenet med Nirvana-bassisten Krist Novoselic og "Nevermind"-produceren Butch Vig i forbindelse med indspilningerne til det seneste Foo Fighters-album.


"Back And Forth" udsendes på dvd og Blu-Ray henholdsvis 6. og 13. juni.

ANNONCE